Stanley Cup'en er det trofæ der gives til vinderen af National Hockey League, NHL, den bedste nordamerikanske ishockeyliga. Det blev doneret af Lord Stanley af Preston i 1892. Trofæet var oprindeligt kendt under navnet Dominion Hockey Challenge Cup og blev givet til det bedste amatør-ishockeyhold i Canada. Siden 1926 har det dog de facto været at betragte som et trofæ der blev givet til vinderen af NHL.
Alle spillere, trænere og ledere der vinder trofæet får deres navne indgraveret på en af trofæets ringe. Det vindende hold kan vælge op til 52 navne, der skal indgraveres på pokalen, blandt de spillere, der har spillet mindst 41 grundspilskampe og mindt 1 Stanley Cup-finalekamp i den pågældende sæson.
På grund af de mange navne, der hvert år skal tilføjes, tillægges ca. hvert 10. år en ny ring i bunden af trofæet samtidig med at den ældste tilbageværende ring fjernes. Dette sker på en sådan måde at der til enhver tid er 5 store ringe i bunden af trofæet, med vindernavne fra omtrent de sidste 50 år indgraveret.
En tradition er, at alle spillere, der vinder trofæet, får lov til at tilbringe en dag med trofæet, hvor de end måtte ønske det. Som følge heraf har trofæet rejst mange steder i både Nordamerika og Europa og har sågar besøgt de canadiske soldater i Afghanistan. På disse rejser bliver trofæet altid ledsaget af mindst én vogter fra Hockey Hall of Fame.